Udpluk af mine artikler

Til vands og lands, men ikke i luften

Til vands og lands, men ikke i luften

Tekst: Jens Jessen.

Bilen er et alsidigt køretøj, og den kan fås i et utal af forskellige varianter. Valget kan stå mellem personbil, varevogn eller måske en af de nye MPV multibiler. Men engang kunne nogle biler mere end bare køre – de kunne også sejle.

"Mor, mor - bilerne kører lige ud i vandet", råbte den lille pige, da medlemmerne af den militære svømmebilsklub lod deres biler fortsætte lige ud i Julsø ved Ry. Overraskelsen var naturligvis stor både for børn og voksne, for biler, der både kan køre og svømme, er unægtelig et sjældent syn. Til gengæld har tanken om et køretøj, der er uafhængigt af, om der er vej eller vand under hjulene, altid fascineret konstruktørerne. Så tidligt som i 1907 fremstillede den franske fabrik Ravaillier en bil, der både kunne køre på land og sejle i vand, og med den var amfibiebilen skabt. Fra starten var amfibiebilerne beregnet til civilt brug, men det blev militæret, der først så mulighederne i at have et køretøj, der både kunne forcere en flod og bruges som landgangsfartøj.

Tyskeren Hans Trippel udviklede i trediverne en amfibiebil prototype, som militæret kortvarigt satte i produktion. Men det blev VW og bilkonstruktøren Ferdinand Porsche, der kom til at stå bag den kendteste af dem alle - VW Schimmwagen. Oprindeligt blev bilen til på baggrund af den militære version af den senere så berømte Folkevogn, og allerede i efteråret 1940 fandt de først prøve- og sejlture sted. Forsøgene faldt heldigt ud, og VW fabrikken i Wolfsburg endte med at fremstille omkring 14.500 svømmebiler, inden krigen satte en stopper for produktionen.