Udpluk af mine artikler

Med Nimbus i kamp den 9. april 1940

Med Nimbus i kamp den 9. april 1940

Tekst: Jens Jessen. Foto: privat og arkiv

Én af dem, der tydeligt husker kampene den 9.april 1940, er Frode Jensen. Han deltog som næstkommanderende over 2. panserafværgekompani, som kom i kamp ved Hokkerup.

Frode Jensen er i dag 94 år gammel og var den ældste, dengang han og 2. panserafværgedeling var i kamp mod Værnemagten ved landsbyen Hokkerup ved Kværs i Sønderjylland. Ved den træfning deltog i alt 34 mand. Paradoksalt nok har han overlevet samtlige sine soldaterkammerater, der var med den skæbnesvangre tirsdag i 1940, og er derfor et eneste nulevende vidne.

Første angreb kom fra luften
- Vores lille deling var klar til at modtage fjenden. Mandskabet var roligt og viste kun tegn på uro, da to fodfolksjagere angreb os fra luften kun 200 meter oppe. Vi hørte lyden af projektilerne i luften, og så hvordan de ramte vejbelægningen. Der blev skudt mod de to fodfolks biplaner med maskingevær. Efter den episode var det som om, der faldt ro på. Jeg gav nu ordre til skytten om at efterse, om kanonen var indstillet, som den skulle, afsikret og på enkeltskud og viseret indstillet til 300 meter. Min ordre lød også på at skyde tre skud på hver vogn, og til sidst sagde jeg: "Hvert skud skal ramme". "Javel" svarede 573, og det på en rolig måde, som nu ikke længere tydede på nervøsitet. Kl. 5.30 viste de første fjender sig. De kom på motorcykler, lige bagefter kom de lette pansrede køretøjer og derefter nogle lastbiler. Forrest var det en sidevognscykel med en Oberleutnant i sidevognen. Kolonnen kørte hen til vejspærringen, og da han rakte hånden op, og kolonnen gjorde holdt, gav jeg ordre til at åbne ild. "Første vogn tre skud". Skytten gentog ordren og skød. Projektilerne ramte hvor de skulle, for vi kunne se sporet lyssporsprojektilerne trak efter sig. Efter det gav jeg ordre til at skyde på den næste vogn, og da den var uskadeliggjort, satte min skytte den tredje panservogn ud af spillet. På trods af vi havde haft en funktioneringsfejl, som skytten og forsyner udbedrede på rekordtid, nærmest som om det en normal dag på skydebanen, og ikke under kamp. Fjenden var tydeligvis meget overrasket, og vi beskød nu lastbilerne med vores rifler. Bag i dem sad soldaterne, og på trods af vores beskydning, blev de siddende. Det varede nogle øjeblikke inden de reagerede, og for os virkede det, som om de havde fået ordre til ikke at forlade lastbilerne. Da de endelig kom ud, sprang dem, der stadig var i stand til det, i dækning i grøften, og de køretøjer, der endnu kunne køre, trak sig tilbage i stor hast.